PRESSEMEDDELELSE: Ny forskning kortlægger, hvordan lokale rammebetingelser hænger sammen med placeringen af udenlandske arbejdssteder

Samtlige danske borgmestre drømmer om at kunne byde internationale virksomheder velkommen til netop deres kommune. Men mange krav skal være opfyldte før de udenlandske virksomheder vælger at slå sig ned. En netop udgivet forskningsrapport fra Kraks Fond Byforskning dokumenterer, at kommunerne på Københavns Vestegn og kommunerne i Trekantsområdet har lokale forhold, som synes attraktive for udenlandske arbejdssteder.

Der er store kommunale forskelle, når det handler om andelen af udenlandske arbejdssteder. Det viser en ny forskningsrapport Udenlandske direkte investeringer i Danmark fra Kraks Fond Byforskning. Forskningsrapporten kortlægger sammenhængen mellem lokale rammebetingelser og den geografiske placering af udenlandske arbejdssteder i det danske kommunale landskab.

Københavns Vestegn helt i top

”De udenlandske arbejdssteder i Danmark, er ofte placerede tæt på andre udenlandske arbejdssteder i industriklynger, som vi for eksempel ser i de københavnske omegnskommuner”, siger Bo Bernhard Nielsen, der i samarbejde med tre forskerkolleger står bag rapporten. Det kan skyldes at Københavns Vestegn byder på billigere husleje sammenlignet med selve hovedstaden, men samtidig nyder godt af storbyens kosmopolitiske miljø. Netop placeringen i nærheden af København gør, at den højtuddannede arbejdskraft er inden for rækkevidde.

En veludviklet infrastruktur er en anden faktor som ofte omtales i forbindelse med at tiltrække udenlandske virksomheder. ”I rapporten påviser vi, at udenlandske arbejdssteder ofte ligger i globale kommuner, som er forbundet med omverdenen gennem en international infrastruktur, hvor der er avancerede servicevirksomheder og ikke mindst et kosmopolitisk miljø”, siger Christian Geisler Asmussen, der også står bag rapporten.

Fredericia på 15. pladsen

Uden for Sjælland er den højest placerede kommune på listen Fredericia Kommune, der kommer ind på en 15. plads. ”I kortlægningen kan vi se, at attraktive lokale rammebetingelser i form af international infrastruktur, altså kort afstand til grænsen og lufthavne samt relativ kort afstand til storbyer set med internationale øjne, gælder for Trekantsområdet. Det kan være med til at forklare den høje andel af udenlandske arbejdssteder i området”, siger Cecilie Dohlmann Weatherall, som ligeledes er forfatter til rapporten. Kommunernes placering på listen baserer sig på en kortlægning af udenlandske arbejdssteder i den private sektor med flere end fem ansatte i årene 2007-2012. Andelen af udenlandske arbejdssteder i Danmark er 11-12% af samtlige private arbejdssteder i perioden.

Attraktive udenlandske arbejdssteder

Der er en generel opfattelse i Danmark og resten af verden at udenlandske direkte investeringer er særdeles attraktive, fordi det blandt andet forventes at de tilfører avanceret viden inden for teknologi, organisation og markedsføring. ”Med vores undersøgelse har vi nu et vidensgrundlag for, hvor de direkte udenlandske investeringer ER placeret i forhold til de lokale rammebetingelser i Danmark. Men evnen til at tiltrække og fastholde udenlandske direkte investeringer er allerede en vigtig del af den erhvervspolitiske dagsorden også på lokalt niveau, hvor byer, kommuner og regioner arbejder systematisk for at tiltrække de udenlandske investeringer i samarbejde og i konkurrence med hinanden”, afslutter Cecilie Dohlmann Weatherall.

Kraks Fond Byforskning holder den 6. december 2016 en workshop om udenlandske virksomheders investeringer i Danmark.

Workshoppen finder sted i Dansk Arkitektur Center i København fra 08:30 til 12:30

 

For yderligere oplysninger:
Bo B. Nielsen
Professor, The University of Sydney og Copenhagen Business School
E-mail: bo.nielsen@sydney.edu.au
Christian G. Asmussen
Professor, Copenhagen Business School
Tlf.: 3815 3034
E-mail: cga.smg@cbs.dk
Cecilie D. Weatherall
Seniorforsker, Kraks Fond Byforskning
Tlf.: 3132 2804
E-mail: cdw@kraksfond.dk
Ditte Håkonsson
Forsker, Kraks Fond Byforskning
Tlf.: 2927 3302
E-mail: dih@kraksfond.dk
Lars Pico Geerdsen
Direktør, Kraks Fond Byforskning
Tlf.: 5363 5919
E-mail: lpg@kraksfond.dk

Desuden er det muligt at kontakte Ballerup Kommune og Fredericia Kommune for udtalelser vedr. deres erhvervsrettede arbejde. Ballerup Kommune har den største andel af udenlandske arbejdssteder af de danske kommuner. Fredericia Kommune ligger nummer 15 og er altså den højest placerede kommune i uden for københavnsområdet.

Ballerup Kommune
Direktør
Carsten Riis
Mobil: 4477 2871
Mail: cri1@balk.dk

Fredericia Kommune
Erhvervsdirektør
Kristian Bendix Drejer
Mobil: 2082 3229
Mail: kbd@businessfredericia.dk

Læs publikationen her